Den 12. august 2026 fik EU's emballageforordning, PPWR, generel virkning. Sammen med det danske producentansvar betyder det nye krav til dokumentation, genbrug og indberetning — for al emballage, også paller, kasser og anden træemballage. Her får du overblikket, og du kan se, hvad der følger med, når du køber hos Europal.
Det, der gælder nu: Overensstemmelseserklæringen
Fra den 12. august 2026 skal al emballage, der bringes på markedet i EU, ledsages af en EU-overensstemmelseserklæring efter artikel 39 i PPWR. Erklæringen udarbejdes af fabrikanten og følger skabelonen i forordningens bilag 8. Kravet gælder også transportemballage — paller, pallerammer, kasser, strøer og specialemballage.
Det er dét krav, der rammer virksomheder først. Genbrugsmålene ligger i 2030, men erklæringen skal være der i dag.
Se vores EU-overensstemmelseserklæring for træemballage produceret af Europal (PDF)
Erklæringen omfatter træemballage, vi selv producerer. For EPAL-paller leverer vi EPAL's egne erklæringer — kontakt os, så sender vi dem.
Hvem har ansvaret for hvad?
Kort fortalt: Ansvaret følger den, der bringer emballagen på markedet første gang.
Fabrikanten udarbejder overensstemmelseserklæringen for den emballage, den producerer.
Den, der bringer emballagen på det danske marked første gang, skal være registreret hos Dansk Producentansvar (DPA) og indberette sine emballagemængder.
Køber du emballage, der allerede cirkulerer i Danmark, overtager du ikke producentansvaret for den.
Pakker du importerede varer ud i Danmark, overtager du som udgangspunkt producentansvaret for den emballage, de kom på. Det er en ændring, der fulgte med PPWR — tidligere lå ansvaret ofte hos den udenlandske leverandør.
Er emballagen mærket med en virksomheds navn eller varemærke, ligger ansvaret som udgangspunkt hos varemærkeindehaveren.
Hvad følger med, når du køber hos Europal
Vi leverer dokumentationen sammen med varen — uanset hvilken type træemballage du bestiller.
Ny træemballage fra egen produktion
Engangspaller, kasser, strøer, brædder, specialpaller og anden træemballage, vi selv producerer, leveres med vores EU-overensstemmelseserklæring efter artikel 39. Emballagen bærer vores eget ISPM15-nummer, DK-8252, som vi er godkendt til af Landbrugsstyrelsen, og som giver fuld sporbarhed tilbage til os.
Nye EPAL-paller
EPAL har gennemført overensstemmelsesvurderingen centralt for alle EPAL-palletyper. Som EPAL-licenshaver under nummer DK-331 sender vi erklæringerne med, når vi leverer eller giver tilbud. EPAL har desuden udstedt en QR-kode, der åbner et digitalt pallepas med et afsnit om PPWR-compliance — koden kan lægges på følgesedler og gives videre i din egen kæde.
Brugte paller og genbrugsemballage
Brugte paller, der allerede cirkulerer i Danmark, bringes ikke på markedet på ny. Til gengæld får du dokumentation for, hvad du har fået: kvalitet, mængder og — hvis pallerne er repareret hos os — at reparationen er udført under EPAL-licens efter standarden DS 2157.
Data til din rapportering
Uanset hvad du køber, kan vi levere dokumenterede mængde- og CO₂-tal på hele palleflowet. Tal, du kan bruge direkte i klimaregnskabet og ESG-rapporteringen.
Og på vores egen side: Europal er registreret hos Dansk Producentansvar og medlem af kollektivordningen Retur.
Hvad er PPWR?
PPWR (Packaging and Packaging Waste Regulation, forordning (EU) 2025/40) er EU's nye emballageforordning. Den afløser det gamle emballagedirektiv og gælder al emballage i EU — uanset materiale, og både til erhverv og forbrugere.
Formålet er at reducere emballageaffald og fremme genbrug og genanvendelse. Kravene indfases gradvist: dokumentationskravet gælder nu, mens de store genbrugsmål først gælder fra 2030 og skærpes frem mod 2040.
Genbrugsmålene fra 2030
Fra 1. januar 2030 skal mindst 40 % af visse typer transportemballage, der bruges inden for EU, indgå i et genbrugssystem. Paller er en af de omfattede kategorier sammen med blandt andet kasser, bakker, plastkasser, tromler og dunke. Der gælder særlige regler for transport mellem en virksomheds egne lokationer og for transport inden for samme medlemsstat.
2030 lyder fjernt, men emballagesystemer, leverandøraftaler og returlogistik kan ikke lægges om på en måned. De virksomheder, der begynder at kigge på deres emballageflow nu, får tid til at teste, justere og forhandle.
For paller er vejen kort: en genbrugspalle, der sorteres og repareres, er allerede en del af et genbrugssystem. → Læs om reparation af paller
Det Danske Producentansvar
Ved siden af PPWR gælder det danske udvidede producentansvar for emballage. Virksomheder, der bringer emballage på det danske marked, skal registreres hos Dansk Producentansvar (DPA) og indberette deres emballagemængder én gang årligt.
Paller, pallerammer og anden træemballage, der er designet til at blive brugt igen og igen, kategoriseres som genbrugsemballage. Engangsemballage falder i en anden kategori — og her er der god grund til at kigge på, om en genbrugsløsning kan betale sig bedre.
Fire ting, du bør gøre nu
Bed dine emballageleverandører om overensstemmelseserklæringer. Kravet gælder allerede, og du skal kunne fremvise dem.
Tjek din registrering hos DPA — særligt hvis I selv pakker importerede varer ud.
Kortlæg dit emballageflow: hvor bruger I engangsemballage, hvor der kunne bruges genbrugsløsninger?
Saml dataene ét sted. Mængder, rotationer og CO₂ bliver kun vigtigere herfra.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår gælder PPWR? Forordningen fik generel virkning den 12. august 2026. Kravet om EU-overensstemmelseserklæring gælder fra den dato. Genbrugsmålene for transportemballage gælder fra 1. januar 2030 og skærpes frem mod 2040.
Gælder kravet kun paller? Nej. Det gælder al emballage uanset materiale — også kasser, pallerammer, strøer og specialemballage i træ.
Skal jeg selv lave en overensstemmelseserklæring? Det afhænger af din rolle. Erklæringen udarbejdes af fabrikanten. Køber du emballage af os, leverer vi erklæringen — for vores egen produktion udarbejder vi den selv, og for EPAL-paller kommer den fra EPAL.
Er EUR-paller genbrugsemballage? Ja. Paller designet til at blive brugt mange gange kategoriseres som genbrugsemballage under det danske producentansvar.
Bliver mine nuværende paller ulovlige? Nej. Men dokumentation, genbrug og reparation bliver vigtigere år for år, og virksomheder, der omstiller nu, står stærkest.
Hvad gør jeg med udtjent træemballage? Sælg den til os. Vi afhenter i hele Danmark, reparerer det, der kan reddes, og sikrer korrekt genanvendelse af resten — med dokumentation på hele processen.
Skal vi sende dokumentationen?
Ring på 73 70 90 85 eller skriv til info@europal.dk. Fortæl hvilken emballage du bruger, så sender vi de relevante erklæringer og data — og gennemgår gerne dit flow med dig. Vi svarer inden for 24 timer.
Denne side er generel vejledning og ikke juridisk rådgivning. Se de officielle regler hos Miljøstyrelsen (mst.dk), Dansk Producentansvar (producentansvar.dk) og i forordning (EU) 2025/40.